Sveden pibler ned ad min pande og ned i mit øre. Jeg forsøger at holde min pedalrytme mere eller mindre stabil. Den ujævne skovvej, som Caroline og jeg cykler op ad for at nå Fiescheralp, er blevet mærkbart stejlere. Jeg tager et hurtigt kig på mine tandhjul: Jeg er lettet over at se, at jeg stadig har et gear tilbage. Jeg trækker vejret så hårdt, at jeg ikke kan tale. Mit eneste fokus: Gear ned. Træk vejret hurtigt. Træd roligt i pedalerne. Fortsæt med at flytte cyklen fremad mod den næste hårnålesving. Jeg kaster et hurtigt blik over skulderen og ser dalen langt nede. Caroline er lige bag mig. Det er vores første besøg i Valais. Selvom vi aldrig har været her, har entusiastiske historier og rigelig research givet os en idé om, hvor storslået udsigten vil være fra toppen af den gigantiske Aletsch-gletsjer. Siden morgenmaden har vi tænkt igen og igen: Vil det se lige så imponerende ud i det virkelige liv? Vi bliver ved med at træde i pedalerne, fyldt med forventning.

Jeg havde lært grundlæggeren af “Stoneman Trails”, Roland Stauder, at kende for mange år siden på den oprindelige Stoneman-turné i Dolomitterne. Vores veje har siden krydset hinanden utallige gange. Hans navn er synonymt med fremragende ture fyldt med ekstraordinære oplevelser. Der er allerede fem forskellige ture med Stoneman-logoet. Da han fortalte mig om sit projekt i Schweiz, Stoneman Glaciara, vidste jeg med det samme: Det var et spor, jeg var nødt til at prøve! Hans historier om betagende udsigt og tekniske stier i Haut-Valais fængslede mig. Caroline har også kørt den fantastiske tur i Dolomitterne og stoler fuldt ud på Rolands evne til at sammensætte en uforglemmelig tur. En hurtig internetsøgning og vores nysgerrighed blev pirret. Fyldt med forventning satte vi kursen mod Bellwald i den sydlige schweiziske kanton Valais.  Med sit bilfri landsbycentrum og sine solsorte træhuse er landsbyen smuk og hyggelig.

Vi henter vores startpakke til Stoneman Trail på udstedelseskontoret, der ligger på hotellet. Den vigtigste del af den store overraskelsespakke er definitivt hulkortet. Det skal i brug ved seks forskellige kontrolposter, så vi kan blive belønnet med det eftertragtede Stoneman-trofæ. Fordi vi ikke har noget ønske om bare at skynde os gennem landskabet, men ønsker at nyde indtrykkene, beslutter vi at køre turen på tre dage. Det betyder, at vi får bronzetrofæet. De, der tager turen på to dage, får et sølvtrofæ. Hvad angår guldtrofæet, tildeles det de stærkeste ryttere, der gør det på en enkelt dag.

Efter morgenmaden tager vi os god tid til at cykle ad den flotte cykelsti mod Fiesch. Det er her, at den lange opstigning til Fiescheralp begynder. Med udsigt til 1.200 højdemeter bevæger vi os langsomt opad. Jo højere skovvejen snor sig opad, jo mere fantastisk er udsigten. Badet i sved cykler vi forbi Fiescheralp-bjergstationen med dens karakteristiske trængsel og travlhed. Et par lodrette meter længere fremme bliver vi mødt af en kold, fugtig brise, da vi kommer ind i tunnelen, der går gennem bjerget til alpehytten, Gletscherstube, som ligger ved bredden af Märjelensee-reservoiret. Vi nyder en pause på terrassen foran den rustikke hytte, som ligger i et fascinerende landskab dannet af gletsjere. Vi kan ikke sige nej til en kulinarisk glæde og schweizisk kultur. Lige en kort bemærkning: Nuss-Stängeli, traditionelle hasselnødkager, er perfekte at dyppe i en espresso, og en Rivella, en schweizisk urtedrik, slukker vores tørst. Der er et kort sporet til en platform med udsigt over Aletsch-gletsjeren. Selvom den ikke indgår i ruten, tjekker vi sporet, udstyret med vores lækre snack i hånden. Det er jo derfor, vi er her! Gletsjeren ligger kun få meter under os, en uendelig, ondsindet og dybt furet motorvej lavet af is og sne. Vi kan se så langt som til Konkordiaplatz ved Jungfraujoch, en gletsjersadel, der forbinder flere mindre isstrømme for at danne Alpernes længste isvej. Isens tykkelse er blevet målt til at være utrolige 900 meter. Den 22,7 kilometer lange Aletsch-gletsjer indeholder vand nok til at kunne forsyne hele Schweiz’ befolkning med en liter drikkevand pr. person pr. dag i 4.057 år.

“Det er endnu mere imponerende end på billeder,” siger jeg entusiastisk. Tilbage på cyklerne nyder vi sporet, der snart snor sig mellem store kampesten. Ren glæde! Udsigten åbner sig mod den dybt skårne dal, der er hugget ud af landskabet af Fiescher-gletsjeren gennem tusinder af år. Det er tid til et fotostop. Herefter befinder vi os på en nedstigning, der kræver vores fulde koncentration. Den er overraskende udfordrende og løber tilbage mod Fiescheralp. Et par meget smalle hårnålesving med trin kræver omhyggelig navigation, hvis vi ikke ønsker at stå ufrivilligt af vores cykler. Sporet er ren teknisk sjovt, men det er også meget trættende og nu og da noget vanskeligt. Vi har endnu en mulighed for at svømme hen i en utrolig panoramaudsigt på den høje sti til Bettmeralp, vores overnatningsdestination. Udsigten er klar, og det er muligt at se langt ud over Rhônedalen, helt til det verdensberømte Matterhorn.

Inden vi når frem til hotellet, venter endnu et højdepunkt på os: Märjela-udkigsposten. Den er markeret på vores kort, og vi nyder en af de bedste udsigter over gletsjeren. Vi besøger med vilje stedet om aftenen for at undgå de skarer af turister, der normalt er der i dagtimerne. Et kort stykke går med at trække vores cykler, og vi når endelig den nu næsten forladte udkigspost. Fyldt med ærefrygt ser vi ud over is-mastodonten i det dæmpende aftenlys. Solen er lige ved at forsvinde bag de stejle bjergskråninger. Vores timing er perfekt. Denne gang fortsætter den obligatoriske fotosession i lang tid, før vi kører tilbage ned ad den sjove del af stien til Bettmeralp. Først skal vi manøvrere vores cykler over et par ujævne, stenbelagte sektioner, men så bliver vi forkælet med en af de bedste spor nogensinde. Kun det aftagende lys giver os lyst til at sætte farten ned. Det er først sent på aftenen, at vi når den bilfri feriedestination, der ligger på et plateau i en højde af 1.948 meter og med udsigt over en sø. Tid til et hurtigt brusebad og derefter hen til restauranten.

Der er masser af Valais-specialiteter på menuen. Et måltid skiller sig ud på grund af sit navn, som ikke lyder specielt appetitvækkende: Gommer Cholera. Det er altid tid til at prøve noget nyt, så jeg beslutter mig for at bestille dette vegetariske måltid. Det beskrives bedst som et salt grøntsagswienerbrød med pærer og ost. Retten er også fyldt med porrer, løg og kartofler. Det smager meget bedre, end navnet antyder. Jeg er meget tilfreds med mit valg. Da vi føler os mætte, siger vi tak for i dag og gør klar til at gå i seng. “Det er svært at rumme de mange indtryk, vi fik på en enkelt dag,” siger jeg. Før vi ved af det, sover vi tungt.